lørdag den 20. august 2011

Dejlige gaver - Nyt Objektiv og nye scrap indkøb



Mine orkideer i vindueskarmen indfanget med mit Nikon D80 og mit nye objektiv med motor og antirystefunktion. Mums, nu kan kameraet klare sig selv.... næsten. Objektivet er min søde mands fødselsdagsgave til mig. Jeg overvejer nu at tage et begynderkursus i foto. Jeg har lige hørt at vores lokale fotoforretning holder begynderkurser et par gange i September. Det tror jeg ville være gavnligt for mig at deltage i. Nu har jeg nemlig udstyret, men mangler viden om hvordan det bruges.

Jeg blev rigtig forkælet til min fødselsdag i sidste uge.  Jeg fik indtil flere gavekort til Panduro Hobby - som jeg glæder mig meget til at bruge - men også rede penge til at spendere som jeg ville.  Det tog mig 10 sekunder at beslutte at jeg skulle på udsalg hos Specialkøbmanden.dk.  Idag kom min pakke så.  To Martha Stewart punches og stamps sets - en sommerfugl og en cup cake. En Stamp-a-ma-jig, så jeg kan stemple lige hver gang ;).  En powder tray med børste, så jeg kan opsamle alt mit glimmer og embossing pulver for fremtiden.  Et sødt blomster stempel samt et stempelsæt med måneder og datoer.  Jeg glæder mig meget til at tage det hele i brug.


søndag den 14. august 2011

OSH kort

Jeg har øvet mig i at farvelægge hår med mine Copic penne. Jeg tror nok jeg er mest til de små rødhårede fyre. Måske har jeg flest penne i røde toner? Jeg synes i hvert fald, der er mest spil i det røde hår - og så er det svært at farvelægge lyst hår, synes i ikke?
Stempelmotiverne er fra "Lilli of the Valley's" serie Boy Oh Boy. Jeg har igen brugt min nye Top Note die og punches fra Stampin'up. Uundværligt indkøb.


Kortene er til OSH. Jeg håber der stadig sidder en lille dreng gemt i hjertet på vores udsendte drenge, så de kan identificere sig med de små purke på kortene.
Og så må jeg jo helle se at komme igang - julekortene truer! Jeg er ikke meget for det - jeg venter stadig på sommeren.


tirsdag den 9. august 2011

Mors fødselsdag

Mit første indlæg på denne blogs fødselsdag, er meget passende et fødselsdagskort.
Mor havde fødselsdag i torsdags. Hun blev 72 og jeg lavede dette kort til hende. Hun har lige fået nyt knæ, og kan derfor ikke komme så meget omkring. Jeg stemplede denne lille Magnolia engel og farvelagde hende med mine Copic Caio penne. På højre knæ har jeg tegnet en forbinding, da det er højre knæ mor har fået skiftet.
Jeg brugte min nye Top Note die fra Stampin' Up til at klippe motivet ud, og mine nye Oval og Scallop punches også fra Stampin'Up til teksten. Bare man dog kunne købe Stampin'Up i Danmark. Det er nogle super ting de laver.
Min mor blev meget glad for kortet, og for vores gave, som var et lille kompakt digital kamera. Nu bliver hun også digital!